mpeople og Uni Consulting bliver til én

DIS Group, der i forvejen ejer Uni Consulting, har købt mpeople og sammenlægger de to konsulent- og rekrutteringsvirksomheder.

DIS Group, der blandt andet ejer konsulent- og rekrutteringsvirksomheden Uni Consulting og den internationale vidensvirksomhed DIS/CREADIS, har købt konsulent- og rekrutteringsvirksomheden mpeople.

Med opkøbet sammenlægges Uni Consulting og mpeople, hvilket sker med henblik på at styrke de to virksomheders position samt at udnytte synergier fra komplementerende elementer fra de to virksomheders marked og geografiske placering, hvor Uni Consultings kontorer ligger i Aalborg, Kolding og Skanderborg og mpeople’s i Aarhus og Hillerød.

Uni Consulting har siden 2008 leveret ingeniører og tekniske konsulenter til projekter over hele landet og til mange forskellige brancher. mpeople har mere end 20 års erfaring med konsulentydelser, rekruttering og rådgivning i software- og elektronikudvikling hos nogle af Danmarks største og førende virksomheder inden for produktudvikling.

Ét brand med ambitiøse vækstmål
Det nye selskab drives fremover som ét brand ’mpeople’ med mpeople’s stifter og administrerende direktør Lars Blauenfeldt samt Uni Consultings direktør Tommy Both Juul som en del af den daglige ledelse.

Det nye mpeople skal fokusere på salg af konsulenter og dermed også differentiere sig fra DIS/CREADIS, der er en international vidensvirksomhed med primært fastansatte medarbejdere. Som altid vil det være det konkrete behov, der afgør, om kunden vælger den ene eller anden løsning, siger Søren Bunk, direktør og partner i DIS Group.

Lars Blauenfeldt, stifter af mpeople, ser frem til de muligheder, der følger med salget til en større aktør.

Jeg glæder mig over samarbejdet og fremtiden som en del af en større koncern. Det er to virksomheder med stærke bundlinjer og ambitiøse vækstmål, der går sammen, men med DIS Group i ryggen får vi større mulighed for at sikre væksten i mpeople, så vi står endnu skarpere i samarbejdet med nuværende samt nye kunder, siger han.

Der opleves en stigende efterspørgsel efter fleksible kompetencer inden for de tekniske discipliner, hvilket netop er en af mpeople’s styrker.

I mpeople bliver vi specialister i konsulentydelser, rekruttering og agil uddannelse inden for software- og elektronikudvikling. Vi ser frem til yderligere at konsolidere os i et konsulentmarked, der er i forandring, et marked der kræver fleksible løsninger, hurtig respons og kvalificerede konsulenter. Flere af vores kunder efterspørger one-point of contact, når de skal bruge konsulenter, og vi ser det som en kæmpe styrke, at vi sammen dækker alle fagområder, siger Tommy Both Juul, der har været direktør i Uni Consulting siden 2014.

Sammenlægningen af Uni Consulting og mpeople sker per 1. oktober 2019.